Hvad er IMAP og POP3, og hvordan virker det?
POP er forkortelsen for 'Post Office Protocol 3', en standardprotokol til modtagelse af e-mail.
En POP3-mailserver tager imod den e-mail, der er sendt til dig, og sender den videre til dig, når du logger ind på serveren. E-mailen er så fysisk væk fra mailserveren og ligger reelt på din egen computer.
Modstykket til denne protokol er IMAP ('Interactive Mail Access Protocol'). Her bliver posten liggende på e-mailserveren, indtil du selv beslutter at slette beskeden fra serveren.
IMAP-mail ser og læser du enten via webmail eller via et mailprogram, der understøtter IMAP.
Webmail kender de fleste nok, men om IMAP i for eksempel Outlook Express kan vi fortælle lidt mere.
Når du tilføjer en konto i Outlook Express (eller et andet mailprogram), kan du angive, om det er POP- eller IMAP-mail (som regel under avancerede indstillinger/advanced, og det kan kun vælges, når kontoen OPRETTES).
Derefter begynder mailprogrammet at synkronisere. Det laver en kopi af hver e-mail/mappe, der også findes på mailserveren. Når du kigger via webmail, ser du altså de samme e-mails/mapper som via IMAP.
Hvis du bruger IMAP sammen med POP3, bliver det lidt mere kompliceret, fordi de i praksis modarbejder hinanden (medmindre du i POP3 angiver, at der skal blive liggende en kopi af mailen på serveren). Henter du post med POP3 og kigger bagefter med IMAP, er der ingen beskeder at se.
