Kapitel 15 · 15.25
Sæt logoet på alle slides på én gang
Du vil gerne have logoet, din designfarve og en sidefod på hver slide i din præsentation. At indsætte det på hver slide for sig er meget arbejde, og det ender aldrig på præcis samme sted. Brug Slidemaster: det du sætter der, vises på alle slides.
Trin for trin
- Gå til fanen Vis og klik på Slidemaster. Fanen Slidemaster vises.
- Klik til venstre på den øverste, største slide. Det er masteren; de mindre slides under den er de layouts, der er baseret på den.
- Indsæt dit logo via Indsæt og Billede, og placer det, hvor du vil have det. Vælg også baggrund, skrifttype og farver her.
- Klik på Luk master. Logoet står nu på alle slides.

Ikke på titelslidet?
Sæt så ikke logoet på masteren, men kun på de layouts, hvor du vil have det: klik i slidemasteren på det pågældende layout (for eksempel "Titel og indhold") og indsæt logoet der.
Faldgruber
- Mangler logoet på en enkelt slide? Den slide bruger måske et layout uden logo, eller du har selv ændret formateringen på den slide. Højreklik på slidet og vælg Nulstil slide.
- I slidemasteren kan du ikke ved et uheld flytte logoet, mens du laver dine slides. Vil du ændre det, skal du gå tilbage til slidemasteren.
- Et logo, du indsætter på en almindelig slide, vises kun på den slide.
Mere om layouts i Layout og temaer.
